30. jan. 1843

30 Jan.
Jeg har bedraget mig, det maa have været en anden, der har kjendt mig – hun er borte! Jeg er kun fire og tyve Aar, hvorfor maa dog altid Oehlenschlägers Ord om Thaarup tone i mit Øre:
Thi, uden Viv og uden Børn,
Vor Gubbe henad Veien kom,
Og ene til den faste Tjørn
Han støttede sin Alderdom!

Dog føler jeg en vemodig Glæde; kjedsommelige Informationer optage mine Eftermiddage og have lært mig at skjønne paa de Timer jeg tilbringer ved mit store Maleri, •127• der dog vinder ved denne Overmaling, om det end aldrig bliver, hvad det burde. Heller ikke her har jeg nøie nok overtænkt, hvad jeg vilde gjøre – heller ikke her har jeg holdt fast ved min første Tanke. Kartonen lignede kun lidt Originalen, det er det Samme, men Billedet blev atter noget heelt Andet end Cartonen og ikke i alle Henseender vandt det. Det har gjort at jeg har følt Arbeidet tit som en Byrde, hvad vist den dygtige Kunstner ikke maa. Nu nærmer det sig jo sin Slutning, og jeg glæder mig alt til i et Andet at drage Fordeel af de Erfaringer jeg her har gjort; men hvor tit har jeg ikke gjort det! Dog synes jeg aldrig at have følt i saa høi Grad, som nu for seent ved dette, hvorpaa det egentlig kommer an, og hvad Rolle den sunde Tanke spiller i en Kunstners Hjerne ved Siden af sund Følelse. Altid vil jeg lade den sidste raade, den første maa ogsaa have sin Ret. – En Yttring af Frøken Lützow, der ogsaa arbeider oppe paa Slottet i denne Tid, slog mig; hun sagde: hun havde altid forestilt sig mig som en alvorlig, næsten melancholsk Characteer, naar hun skulde dømme fra mine Arbeider, men hun mærkede nu, at hun havde taget feil. – Hvad bringer mig til idelig at vælge de eensomme Steder, for at søge Stof til mine Billeder? De tiltale mig aabenbar meest nu, men jeg er maaskee langt fra den Vei, som bedst passer for mig; man seer jo tit, at Maleren længe tumler om inden han finder Sporet, han skal følge. Men hvad Lystigheden angaaer, da torde det vel være, at den gode Dame skatter den for høit, naar hun dømmer blot efter min Munterhed, naar hun •128• seer mig. Jeg troer at hver Families Særkjende præger sig mere eller mindre i hvert Individ, der hører til den. Hos alle Lundbyerne er der vel saaledes en Lyst til at spøge, der kan gaae over hos nogle af dem til vild Overgivenhed; men hos de Samme afløses af slet Lune og Vrantenhed. Iblandt Brødrene er Honoratus og jeg vel de to meest stille og alvorlige, men vort eller dog mit Humeur troer jeg er temmelig jævnt. Jeg er altid mere aaben for det Alvorlige end for det Lystige i Livet; det forekommer mig som Glæden er ikke at troe paa, den kan pludselig afbrydes, og den Overgivne synes jeg dandser paa en Vulkan, hvis pludselige Udbrud kan tilintetgjøre ham uforberedt. Paa den anden Side er vel Blad[e] som disse ligesaa uvisse upaalidelige Vidner om min Characteer. De bleve til i eensomme Timer, i et Aar da mægtig Længsel [overstreget: om ikke] |og| Lidenskab, gjorde Sindet sygt og klagende; de kunde være et Bidrag til at lære mig at kjende, naar man husker, hvor svært det er for hvem, der ikke er vant til at skrive sine Tanker, at udtrykke sine dybeste Følelser ved Hjælp af Pen og Blæk. Altid staaer Skriften jo uendelig tilbage i Liv og Udtryk for Ordet, men her maa jeg tit bekjende, ved at læse efter: nei, saaledes saae mine Tanker og Følelser ikke ud. – Dog, den Sygelighed, hvoraf jeg har lidt har et mægtigt Lægemiddel deri, at jeg er blevet mig den bevidst, og jeg har det Haab, at det heller ikke skal blive uden Virkning paa mig, der er mindre end zart og sygelig af Naturen.