5. feb. 1843

5 Febr
Jeg troede virkelig, vi gik en bedre Tid imøde. Opvækkelsen af Religion, Folkeliv, Kunst og Poesi, hvorom jeg har hørt Grundtvig og mange Flere saa begeistret at spaae, troede jeg fuldt og fast paa; men Modløsheden greb mig tit med sine stærke Tvivl. Seer jeg hen til vore Theologer synes mig, at de ere Hegelianere, Clausenianere, Grundtvigianere, Straussinianere og Gud veed hvad, kun sjælden dem selv, sjældent er det vist at finde en Præst, der med Liv og Kraft taler den Sag, der heelt igjennem er hans inderste Overbeviisning – I Kunsten have vi ikke der Efterlignere af alle de Retninger, der gjennem Tiderne gjorde dem gjældende – I Politikken, høres der Andet end Skrig om Frihed, som, om de fik den pludseligt, de vel næppe vidste at benytte – I Poesien – en underlig veemodig Tone, der kun lidet tyder paa Kraft. Det Nette, Ziirlige, det er det vi beundre, og, er ikke det netop de sidste Blomster i Toppen af Planten; den kraftige Tid da dens grønne, friske Blade skjøde ud og de store deilige Blomster udfoldede sig – den er forbi. Livet maa være sørgeligt, eller Sorgen fordrives i vild Glædestummel; føler vi det ikke i de Straussiske Valtse? Ja, der gives Øieblikke, da jeg maa tro, at det lider mod Aften i Verden! og at det er falske Profeter, som spaae om Lykke, der synes vegen fra os. Grundtvig! Du bygger din Spaadom paa en anden Grund end de Liberale, og jeg kan lade mig henrive af Dig til at tro, men Tvivlen kommer atter! Det er Tid, da det gjælder at finde sig selv, hugge bort, hvad der ei duer, om det end var den høire Haand eller vor •130• Ungdoms kjæreste Drøm. Vor Tid taler om opvaagnende Kraft, og den sløveste, blødagtigste, falskeste, Peruque-Tiden, havde mere Characteer end vor! – Naturen! held os, at vi have denne gamle dog evigunge Moder; den er endnu som da Gud skabte den, Blomsten ligesaa skjøn, Havet ligesaa frisk. Kun Menneskene blive gamle, hvor var min Barndom, hvor min Ungdom? jeg havde ingen! Jeg skal begynde min Vandring og er alt træt, saa jeg længes efter det Øieblik, da jeg faaer Hvile. Men der er længe, længe til – ingen [overstreget: U] saakaldet Ulykke, ingen Sygdom vil bortkalde mig snart, det troer jeg ikke; jeg vil vist blive gammel, og den Tanke kan næsten bedrøve mig. Det er vel syndigt at tale saa, men jeg føler ingen Glæde, fordi jeg ikke selv er som jeg burde være. Der var en Tid da Betragtningen af Naturen kunde gjøre mig saa glad, o Gud! hvorfor ikke mere? – Lyver jeg for mig selv? holder jeg endnu paa Meget, jeg ikke mægter at forsvare som mit Eget? Tag det bort, lad mig blive saa fattig i Aanden som paa timeligt Gods, men lad mig kun kjende mig selv. Hvad er min Gudsfrygt? det Anker jeg sætter min Lid til – er det mere end at: jeg tør ikke spotte Guds Navn og hans Naade – ikke sælge min Sjæls Salighed, den vi troe paa, for et lystigt, ugudeligt Liv; ugudeligt? lad os ikke tale derom, hvem lever et gudeligt Liv? Det er som jeg skal straffes fordi jeg ikke skjønner paa Livet: Verdensinteresserne blive mig smaae – og min Samvittighed bebrei- •131• der mig – var det ikke min Moders Skyld, jeg troer da, jeg lod Hænderne synke og gav Alting op med det sidste svage Haab! Tit siger hun: kan Du ikke snart igjen arbeide herhjemme? jeg synes Du var bedre tilmode, naar Du før kom ned til os end nu naar Du kommer hjem. – Jeg gjør dog Vold paa mig for at hun skal tro mig glad; det vilde have lettet mig at skrifte for hende, hvortit har jeg ikke havt Lyst at vise hende denne Bog, at hun selv kunde see, hvad der piner mig; men hun har Sorg nok at bære; Jeg stræbte at være venlig og kjærlig mod hende, dog seer hun, at jeg ikke altid er vel tilmode, kjære Moder! der kan ikke voxe Druer paa Torne og Figen paa Tidsler. Jeg har det ikke godt, og – øiner ingen Bedring!