4. apr. 1846

Neapel 4 April 46.
Imorgen skulde jeg forlade denne store Bye; jeg bryder mig ikke om at glemme meget af dens Indhold, men lad mig bestandig mindes de henrivende Træk af det antike Maleri, jeg her lærte at kjende, de deilige Bronzer og det stolte Pestum. Hvordan skal jeg ret levende bevare disse Indtryk, blot saa •171• længe, indtil jeg har gjort mig dem i Sandhed nyttige, ved i Hjemmet at arbeide efter de Erfaringer, jeg ved dem har samlet. Lad mig male alle mine Meubler over med en saadan pompejisk Flothed og Lethed, der leer ad al kjedelig Corecthed, kun seende hen til det Væsentlige i, hvad der skal fremstilles. Lad mig bevare disse vidunderlig simple og ædle Skikkelser, som her staae i det haarde Malm, lad disse Former være levende hos mig og Rettesnor for min Dom for Fremtiden. Lad Poseidons Templet stedse staae klart for mit indre Øie, det stolte Mindesmærke om det gamle Hellas, som det blev mig til Deel at see med disse to, smaae, jammerlige Øine. Og naar jeg saa lægger til: Vesuvs glødende Top, hvad enten man seer den deroppe glødende af Ild, hvorover man gaaer, eller herfra, glødende af den nedgaaende Sol – Pompeji, den døde By, der standsedes i al sin Virksomhed ved [overstreget: de] en af de store Domme – og Capri, den deilige Klippeø – saa kan Resten dog langtfra maale sig med Kirkestatens deilige Mennesker, Dyr, Campagne og Bjerge. Det er med en vis Veemod, at jeg føler: jeg har forladt Skjønhedens Rige, det eneste, der kunde drage mig til sig, om nogensinde Livet skulde falde mig for tungt i Fødelandet, det jeg nu higer efter med en fraværende Søns hele Længsel; ikke som i Førstningen, da Verden var mig lidt haard, jeg er bleven fortrolig med den •172• Tanke: at fra nu af har jeg Meninger at forsvare, fordi de ere mig dyrebare, og i Kampen for dem tør jeg ikke vente, at altid Modstanderne vilde bekæmpe mine Anskuelser, [overstreget: men] langt hyppigere ville de sagtens i min Person finde saa Meget daddelværdigt, at det vil blive til Uvenskab – med eet Ord: jeg vil faa Fjender. Nu vel, kan det ikke være anderledes saa i Guds Navn; men lad aldrig Egennytte, Had eller Forfængelighed faa Magt med mig, da skal jeg ikke være bange for Kamp, naar den er uundgaaelig.

En lille Figur, som ikke findes i Catalogen, men som er een af de kjæreste for mig i Bronzeafdelingen, er:
den lille Venus, som synes at flette Haaret. Hvor deilig er den hele Stilling, hvor grandios, Drapperiet prægtigt behandlet og den høire Haand tæt ved Hovedet ganske yndigt stillet. Det er en lille Perle, som jeg inderligt vilde ønske os en Afstøbning af hjemme. Jeg har stjaalet mig til at gjøre en lille Contur af den i Profil, hvorfor var jeg saa dum, at bede Custoden en anden Dag om Lov til at tegne den forfra, jeg vilde have den bedre, og – fik den slet ikke. –
Nu er den Bog, der gjemmer mine flygtige Optegnelser fra Syden endt, og Livet i Syden for mig endt med det samme. Gud lade mig aldrig see disse Skjønheder mere; thi kun et sønderrevet Sind kan atter drive mig fra det elskede Fødeland. Og kom jeg saaledes hertil, da ligger et usselt Liv for mig, jeg •173• skulde som Ernst Meyer blive en stakkels Eneboer ikke i Olevano, men i det høie, sparsomt besøgte Civitella, hvor de deilige Børn skulde flokkes om mig og bede om Bajoccer, men jeg aldrig finder en Sjæl, i hvilken jeg kunde udgyde min. Gode Gud! lad det aldrig komme dertil – i den usleste Landsby, i den ringeste Stilling, skulde jeg dog i Hjemmet føle mig lykkeligere.
Og nu til Florenz! den deilige By med sine rige Samlinger, den gjemmer endnu meget Herligt for mig, og det skal endnu vare en Stund altsaa inden det egentlige, trættende Reiseliv begynder, og naar det kommer med alle sine Sorger for [overstreget: Bagg] Kufferter og Kapper, med alle sine Kampe med Fachiner og Camerierer, da har jeg dog den Trøst: det gaaer mod Nord! endnu i Tankerne et Hurra for Danmark i Neapel!