15. dec. 1842

15 December
Saa tit siger jeg mig jo dette, at jeg bør glemme hende, men Sandhed! kan jeg fortie det: mit Hjerte glædes hver Gang jeg tænker paa hende, den Eneste, mine Tanker bestandig paa ny søger. Og med en Uro, som jeg elsker, forestiller jeg mig vort næste Møde; hver Gang jeg har været samlet med Dig drog jeg bort med et stærkere Ønske end jeg var kommet med – Louise! jeg bliver ældre, vinder dog lidt mere Forstand paa Verden, og jeg glæder mig derved for Din Skyld. Dit Hoved med det askelyse Haar, (hvorfor saae jeg det ikke endnu lysere i Din Barndom!) skulde hvile ved mit trofaste Bryst – Dine milde Øine skulde see i mine – Jordens bedste Glæde skulde blive mig til Deel, og jeg skulde forstaae: det var ikke Sorg og Tungsind, der gjorde mig bedrøvet – det var kun den dybe Længsel efter en saadan Qvindes Kjærlighed. Deilige Billeder og dybe Længsler har Du vakt uden maaske at ane det, men længe skulde det ikke vare inden Du fik at vide, at Dit Billed lever i en ung Mands lønligste Tanke. Jeg har hørt, at Qvinden vidste altid naar hun var elsket, om hun end kunde tro sig elsket, hvor det ikke var Tilfældet; er dette saaledes i Sandhed, da var det bedre for mig for evig at fortie min Følelse, thi den fik af hende ingen Næring. – Min Moder •104• reiser nu i Julen hjem til sin gamle Faders 79 Fødselsdag; jeg bliver tilbage her med Sigvard og Joachim. Julen kunde jo vel blive, hvad man kalder munter for mig ogsaa, om jeg igjen vilde gaae til de mange Mennesker jeg nu saa reent forsømmer; men den Tid er forbi, da Selskabeligheden havde den Tillokkelse for mig, at jeg beredede mig til et Selskab som til en Fest. Jeg vil tit sidde her i min rare Stue og i Skumringen lade Tankerne fare ”saa vide” – de ville da gaae til hende, den meest velsignede paa Jorden, hun som vuggede mig i min Barndom og pleiede den lille skrantne Dreng, der nu som Voxen ikke vil gjengjælde hende det med Utaknemmelighed. Længere ville de fare til hende, min Ungdoms Drøm, hun, som kunde blive for mig, hvad noget Menneske kan være for det Andet –. Længere ville de fare til ham der deelte Stræben, Sorg og Glæde med mig i min Ungdoms tre lykkeligste Aar, den uforglemmelige Lorenz, der truer med i Tydskland at blive en Anden end han her tegnede til –. Længere ville de fare til de Kjære, der flokkes i det dunkle Rige hinsides Graven, de Gode, der snart blive saa mange at Overgangen til dem vil tabe al Uro og vi ville følge •105• Døds-Engelen trygge og rolige som de smaae Børn deres Mødre –. Høiere ville de stige til Ham, den Almægtige, der lod os sin Søn komme til Jordens Frelse og Velsignelse –. Det skal blive bedre Juleglæde end Mange nyde med gladere Ansigter end mit; dog, kan jeg kun være nogenlunde tilfreds med mig selv, vil jeg let blive det med Verden, og glad istemmer jeg Bønnen med Grundtvig: Hellige Fader! hellige Du os i Din Sandhed, Dit Ord er Sandhed! Dit Ord er Aand og Liv! lad det være os nær i vort Hjerte og i vor Mund, det Troens Ord som maa høres! – [overstreget: Lad] |Bøi| Du mit Hjertes Tanker som Vandbække i Din Haand! –