13. dec. 1842

13 Dec
Just nu erfarede jeg, at det den 4 Dec: er Louise Neergaards Fødselsdag. Strax saae jeg efter om jeg Intet havde skrevet den Dag; jeg blev glad, da jeg saae den betegnet ved nogle Ord, jeg havde fundet det Umagen værdt at skrive af. – Hendes Fader kommer herind og det vilde være en let Sag nu at komme med ham tilbage til det kjære Vedby i Julen – nei! og dog, blot han ikke, om jeg træffer ham, beder mig derud. Jeg gyser for den Tanke: at jeg skulde, ved at begaae et Skridt, der skjøndt ikke overilet, dog vilde bringe mit Sind i Uro og volde mig Sorg, bidrage til at forøge Moders Kummer. Hun lider nok for Joachims Skyld. Der er en Stemme, jeg ikke kan døve, som siger: hvad vilde hun og hendes Familie sige om mig, dersom de vidste, at jeg havde sluttet mig til Grundtvig, hvis Tilhængere ere saa afskyede kan jeg gjerne sige i enkelte Egne? – Jeg er uenig med mig selv om hvilken Vægt jeg tør tillægge dette; dog vilde jeg tabe Agtelsen for mig selv om jeg opoffrede mine kjæreste Anskuelser for en •102• Piges Kjærlighed; ogsaa hun maatte foragte mig for slig Opførsel – hun er ikke en Pige for mig. Dette har jeg tit tænkt; men altid stiger det Ønske: at tale med hende derom. Det vilde være Synd om jeg henvendte mine Tanker til nogen Anden, hvad min Usselhed lader mig befrygte skal blive Tilfældet, uden at have retfærdiggjort mig for hende. Snart kan det blive et Aar siden jeg begyndte denne Bog, det Aar har ikke bragt mig videre. Jeg kan ikke glemme hende, ellers vilde jeg det. – – – Jeg bliver ældre, kan ikke længer være Barn; jeg maa ikke bryde mig om at gjøre mig Fjender og gyser dog derfor. Jeg kunde være kjærlig mod de Fleeste, men det fordrer Gjenkjærlighed, og Spot trækker dog i det mindste haard Hud om Hjertet, om den ikke gjør noget Værre; Spot, siger Grundtvig, var den Mistelteen, der dræbte Baldur. Den kunde ogsaa [have] dræbt det Gode i mig, da den avlede de stærke Tvivl, saa jeg næsten opgav, hvad jeg tidligere havde elsket. Men see! jeg kommer igjen, hvad Verden bød mig som Vederlag for Christendom, Kunst, Sagaer, Sagn og Sange kunde endnu ikke lokke mig, og det synes mig, |at| jeg bliver stærkere i min Kjærlighed til disse Ting. Man siger, Christendommens Form maa forandres efter Tiden, og at vi nu skal have den ved Philosophien, naar vi før havde den ved en naturlig Følelse – jeg kan ikke tro det; den skal jo være fattelig for det lille Barn selv og uden vi blive som dette kunne vi ikke komme i Guds Rige. Det troer jeg, jeg kan slet •103• ikke gaae ind paa de nyere Ideer, ikke i dem finde Trøst og Hvile, som jeg har forstaaet dem, eller misforstaaet dem, fordi de ikke |vilde| lade dem føre ind i mit Hoved.