9. dec. 1842

9 Decemb.
Hvad jeg i saa lang Tid har arbeidet paa, synes nu at lykkes mig: nemlig at komme saavidt til Ro, at jeg kan hengive mig til mit Arbeide og til Selvbetragtning uforstyrret af hundrede Bekjendtskaber, der dog have viist sig lidet frugtbringende og mangfoldige Ubetydeligheder, der dog have piint mig. Jeg har i den senere Tid levet ret lykkelig. Det inderlige Ønske, jeg saa længe har næret, at mine Tanker maatte af Trang henvende sig til min Gud og Skaber, haaber jeg at see opfyldt. Jeg har vel ikke gjennemgaaet ret haarde Prøvelser, men jeg har dog lidt meget, meest ved egen Brøde. I saadanne sorgfulde Timer kunde jeg vel henvende Tanken til Gud, men glemte ham dog i Glæde og Adspredelse; men hvert Aar, ja, hver Dag beriger mig med Erfaringer, der vel tit ere bittre og i det hele taget hærder mig, saa jeg er ikke længer den godmodige, jeg tidligere var; jeg har en Villie, thi jeg har et Maal! Men blandt disse Erfaringer er ogsaa den gyldne: at kun hos Gud, ene hos ham er der Trøst at vente og Kraft til at holde sig opreist, naar Sorg og Synd tynger os. Saaledes blev det mig en kjær Trang hver Aften at gjennemtænke de simple indholdsrige Bønner i vort Fadervor, og sødt og roligt slumrer jeg da ind paa mit haarde Leie. Jeg kan vel endnu •100• tit være tungsindig og bedrøvet, endogsaa uden at jeg selv kan angive Grunden, eller rettere, jeg kan sjældent overlade mig til Munterheden, det er altid som jeg ikke turde tro den, og jeg har lagt mærke til, at ligesom jeg, hvergang jeg har udtalt en haard Dom over en Person, ved en eller anden Handling af denne nødes til at skamme mig og bekjende, jeg gjorde ham dog Uret, – saaledes træffer mig hyppig et en eller anden Sorg eller Modgang netop som jeg har hengivet mig til Glæden og i den glemt at Livet har Alvor. Det er underligt, men jeg troer, at der gives saadanne Mennesker, der ikke tør være glade, jeg troer at høre til dem; saalænge jeg kan huske har jeg havt Hang til en alvorligere Betragtning af Livet, uden dog at have Evne til at gaae dybere i denne Betragtning, det er blot en Lyst til at see Livet alvorligt, der er mig naturlig og inderlig kjær. Jeg har tit glædet mig, naar jeg hørte paa Carls eller Sigvardts Munterhed; men sjældent har jeg kunnet stemme i med. – Det var det jeg vilde sige: at jeg vel kan være tungsindig og alvorlig endnu, men der er dog kommet langt mere Ro og Fred i mit Indre. Jeg har, underligt nok, kunnet næsten fortvivle og hengive mig til mørke, sørgelige Billeder af min egen Fremtid, men det har jeg i længere Tid ikke kjendt. Haabet lever igjen i mit Hjerte. Jeg føler mig lykkeligere end Tusinder af mine Brødre. – – – Jeg fortryder nu mangt Ord jeg her har skrevet, dreven af Lidenskab, tomt, men lad det staae, det vil kun være Udtryk for hvad der boer eller mangler i mig; jeg er altid tilbøielig nok til at smigre •101• mig selv. Skal Nogen see disse Optegnelser? tit skriver jeg som jeg ikke skrev for mig selv – ja! kom han, den kjære Lorenz! fra Dresden, hvor han nu er, jeg troer jeg viste ham denne Bog. Ogsaa en anden Person havde jeg lyst at vise den! men denne Lyst er Forfængelighed, lad mig dog lære at gjemme nogle Tanker for mig selv, dog, [overstreget: er] jeg |er| ikke ubeskeden, naar jeg troer, at den, der kun bedømte mig efter denne Bog, satte mig for lavt, thi det Bedste, min Hjerne fødte og fostrede har jeg ikke kunnet skrive eller dog kun mat antyde, deels fordi det er nu eengang Skriftens Natur, og deels fordi jeg har ikke Pennen i min Magt.–