Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

20. jul. 1842

20 July
Igaar kørte jeg med Louise til Ordrup, da hun ikke alene torde kjøre i Omnibus, og derfra gik vi til Jægersborg, hvor hun opholde sig nogle Dage. Ved disse Omnibusser, Deligencer, Dagvogne o. s. v. lettes dog Befordringen meget og benyttes derfor ogsaa meget mere. Det er underligt at see den Masse af pyntede Mennesker paa Landeveie og offentlige Forlystelsessteder ved Kjøbenhavn. Imellem dem gaaer jeg altid halv skamfuld i mine ringe Klæder, og dog maa man vel glæde sig ved at Luxus tager til; Huusflidens strenge, ærbare Dage er forbi, saa skal vi vel glæde os over Luxus, som en Spore der sætter flere Evner og Kræfter i Bevægelse, for at skaffe til Veie, hvad selv en Haandværksmand regner for Nødvendighed, Silketøi •45• Mantille, Hat og Parasol til sin Kone og Datter. Hvilken gruelig Forandring til det Bedre! – Nu, jeg var ogsaa henne i Aftes paa denne Skueplads for den jammerligste Glæde og den grueligste Jammer, Dyrehaugsbakken ved Kirsten Piils Kilde. Der sad den blinde Dreng og spillede ved Siden af den væmmelige Mand, der foreviser Fredrikssteens Festning, en stakkels lodden Hund, iført en gammel, afbleget rød Pjalt med forslidte Guldtræsser omkring og en Hat bundet til Hovedet med en Ende Seilgarn, maatte her dandse, og naar den engang lagde sig ned, daskede Eieren med en Kjæp i Jorden foran dens Næse, vel imellem ogsaa nærmere, for at den skulde see ud som den var munter – et andet Sted strømmer Folk sammen for, ved at kjøre rundt paa Vogne, trukne af Heste, man ikke seer, at faae en Idee om Befordringen med Dampvogne – heller ikke mangler det paa friserede Tyrolere, Sangerinder, faldne, eller dog paa Randen af Svælget – o. s. v. det var i Sandhed en Gru at gaae her og see, at det var et Forlystelsessted for Mangfoldige. – Og her midt i den Jammer ventede mig dog en sand Glæde, ihvorvel den var blandet med Bedrøvelse. Jeg saae her for første Gang en Panther. Jeg har aldrig seet saadanne større vilde Dyr og det overtraf næsten min Forventning. Jeg tænkte mig det ædle Dyr i et brændende sandigt Ørkenlandskab, hvilende i Skyggen af den brede Palme, vridende sit smidige legeme i deilige Bugter og Bøininger under Leeg med sine Unger, eller kun i kaad Følelse af sine Kræfter; og denne Bøielighed saae jeg her, [overstreget: men] ikke som Følge af Frihed og Velbefindende, men bevirket af adskillige Puf af en Art Jernfork eller Gaffel paa et langt Træskaft. Dyret knurrede, strøg og vendte sig, halv ærgerlig halv kjælen, og lagde sig endelig ned med en majestætisk Ro, i en Stilling ret som Lorenz havde beskrevet mig sligt. – Et Par Lamaer med deres Unge, en Hyæne, en stakkels Bjørn hvis Øine, man grusomt havde blindet med Skedevand – interesserede mig ogsaa i høi Grad. –

  1. Lundbyes kusine Louise Lundbye (1818-1845), senere gift med broderen Carl.

  2. Kørslen med hestetrukne omnibusser var blevet indført året forinden.

Fakta

PDF
20. jul. 1842
Dagbog A, side 44-45

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 87-88; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 94-95