9. jul. 1845

Onsdag d 9 July Lyon
Det var lovet mig, at jeg skulde komme tidsnok for at kunne gaae bort strax med Dampskib herfra, men vi havde et Uheld underveis, som Opholdt Reisen noget. Om Reisen vil jeg kun •56• skrive, at Egnen vel var mange Steder kjøn, men forekom mig nu, da jeg kom fra Schweitz, temmelig ubetydelig; dog var Grændsefæstningen l’ecluse (?) et høist interessant Punct. Senere blev egnen stedse mildere og mildere, og om ikke Alting havde været frodigere og farverigere, Træerne mere runde end hos os, saa kunde jeg tit fundet Lighed med vor Natur. Jeg saae hele Marker med Mais, (tyrkisk Hvede) for første Gang. Fra om Morgenen Kl: 6 til Aft Kl 7-7½ omtr havde jeg til Nabo en ung borgerlig Pige herfra Egnen; hun passiarede ret livligt med mig, og havde stor Glæde af den Forlegenhed, hvori Sproget satte mig, og tilsidst, da jeg ikke kunne huske, hvad Druer heed, og derfor spurgte hende: naar spiser man Vinen frisk?, og hun omsider fattede, hvad jeg meente, da lo hun himmelhøit. Det var da ogsaa af de Ting, som jeg mindst skulde glemme, naar selv Michel i: ”de Danske i Paris” kan huske det; men det kom bagefter. –
Hun steeg ud, ved den By, hvor vi spiiste til Aften, og strax efter vi havde forladt den lille Stad, vi havde ikke kjørt 3 Qvarteer, da kom vi til et Sted, hvor •57• der var fyldt stærkt paa Veien med Smaasteen, saa det blev besværlig for Hestene at trække; mange steeg ud, og da jeg mærkede at Vognen strax efter krængede ganske betydeligt, da gik ogsaa jeg ud tilligemed Resten. Kudsken havde holdt for meget til høire og vi vare alt saa nær med at vælte, at man maatte holde paa Vognen [overstreget: med] ved Hjælp af en Jernkjede oppe fra øverste Dæk, hvor en vældig Mængde Baggage gjorde Stillingen endnu værre; men det værste var: at tre Heste og samtlige Passagerer, faeminina inclusive, vare ikke istand til at bringe Vognen af Pletten; der hjalp hverken Pidskeslag eller gode Ord, og til sidst bleve Hestene saa angest, at det [overstreget: gik] hele, paa den smalle, opfyldte Vei, saa temmeligt slemt ud. Mørkt var det og det lynede i Afstand; jeg begyndte at belave mig paa en vaad Trøie, da jeg pludselig hørte Bjældeklang; det var en anden Diligence. Den kunde ikke komme frem for vores, laante altsaa villigt sine tre Heste til vor Vogn, og saa gik det. Men efter det Hele skulde være i Orden, gik vore tre atter i Staae i de voldsomme Dynger af Smaasteen. Nu sprang jeg atter ud for dog at lette lidt og gjorde min Kammerat: en aldrende Herre med. Men, da Hestene ved Hjælp •58• af dygtige Pidskerap atter kom paa Glid, da skete det med en Fart, som gjorde mig det umuligt at følge Vognen og min gamle Kammerat endnu mindre; jeg travede i Steenene og Mørket det Bedste, jeg havde lært, hørte min gamle Ven stønne og puste bagved, men længere og længe svandt Vognen. Den standsede lidt, jeg nåede den, og kom ind, raabende af alle Kræfter, den ene Gang efter den anden til Postillon og Conducteur og hvem der forøvrigt vilde høre og kunde forstaae mig: il y a un monsieur en arriére! il y a un monsieur desendu! tenez! tenez un moment!!! Det lykkedes; endelig ankom min gamle Ven, men hans Humeur havde undergaaet en betydelig Forandring, var hartad ukjendeligt: ce n’est pas ma conte! sagde han, j’ai payé pour etre mené, pas pour courir comme ca! o s v i den Tone. Det hjælper paa Humeuret naar man seer en anden blive gnaven. Men ved Ankomsten hertil Frankrigs næststørste Stad imorges Kl: 4, da var det min Tour at blive ilde til mode, omringet af disse frygtelige •59• Kapere, som [overstreget: stak] længe før Vognen holdt stege op paa Trinene og stak os Addressekort i Hænderne til alle Stadens Hoteller, og i et væk, da jeg var steget ud tilbød deres Hjælp, for at bære min Baggage; Conducteurens Prelleri, min Eensomhed i den store fremmede By, der endnu i det tidlige Morgengry var som uddød, undtagen Brandfolkene, der vare beskjæftigede med at slukke en Ildebrand i en fjernere Gade, vi havde passeret, og hvorfra vi endnu saae Røgen – det Hele var uhyggeligt, for at bruge et ægte dansk Udtryk, saa uhyggeligt, at jeg ret af min inderste Hjerte ønskede: gid du var Hjemme! Dog, er det ikke netop disse Øieblikke, jeg trænger til, er det ikke saadanne Forlegenheder, som dem, der omgiver mig, og dem, jeg gaaer imøde – der skulle give mig lidt mere Energi og Mandighed? Lad mig derfor ikke ønske bortfjernet, hvad der er mig i Sandhed gavnligt. Men sandelig! min Stilling kan blive betænkelig nok, thi efter al Rimelighed vil jeg ankomme til Rom næsten uden Penge, og en 6 Ugers Tid vil dog i hvert Tilfælde gaae hen inden jeg kan have skrevet hjem og modtaget Svar og Penge. Nu vel! det •60• kan ogsaa være værdt at prøve engang, nu er jeg jo i den Stilling, at Ingen bryder sig om mig, Ingen kjender mig, det er just som jeg stundom har ønsket, nu maa jeg ogsaa søge Glæden, hvor jeg kan finde den, selv paa de utroligste Steder, f Ex: i den egne Spænding, som jeg ikke er letsindig nok til blive Herre over, den Spænding, hvori Ængstelse for mit Udkomme sætter mig; det er maaske første Gang, jeg har følt virkelig Angst for Udkomme, selv det har noget Pirrende. – Nu jeg sov et par Timer i mine Klæder og gik saa hen i Musæet, hvor jeg saae Malerisamlingen, som jeg ikke fandt saa grumme henrivende. I Cataloget har jeg mærket de Sager, der meest interesserede mig. 2 Francs gav jeg i Douceur og for Catalog. Lyon er en By med 200,000 Indbyggere, troer jeg, altsaa meget større end Kjøbenhavn. En smuk Quay gaaer langs Rhonen, hvorover flere Broer fører; man arbeider endnu paa en nye Hængebro. Ellers seer Folk her ud, som de havde noget at bestille, og Byen har ikke det kjedsommelig opstasede Udseende, som jeg ellers •61• har fundet næsten overalt paa Reisen, hvor der var nye Dele af Byerne. Det er ellers ikke meget jeg har seet af Byen, og jeg har forgjæves ledt efter saa prægtige Boutikker som i Genf. Genf var som et lille Paris, synes jeg, (som aldrig saae Paris), liggende i en yndig Egn; naar Solen skinnede saae det altid ud, som om det var Helligdag, eller Festdag, vil jeg hellere sige – her er Arbeide, Støi, Larm – der saae Arbeide ud som Leg – her ligger det tungt paa Vedkommendes Skuldre. Men derom kan jeg jo ingen Mening have.
Ved at strøife gjennem Gaderne, da jeg søgte hertil hotel des génerales, (som sandelig er saare tarveligt.) kom jeg ind i en snever Gade, hvorfra jeg kunde see dybt ind i en Gaard med mange Afdelinger, Skure, Stalde o s v jeg kunde ligne den ved en af vore Gjæstgivergaard paa Vestergade. Det var for fristende, jeg maatte ind i disse maleriske Rum; hvert Øieblik kunde jeg til Siderne gjennem Døre see ind i svagt oplyste Rum, hvor Silhouetter af Heste, og Muuldyr med de vældige Kumter traadte frem under dæmpet Klang af Bjælder og Klokker ved Dyrenes rolige Bevægelser ved Krybberne. Dertil de store, tohjulede Karrer, i Krogen so- •62• vende Kudske i Halmdynger, Krybber, Høns, Ænder og gamle Mure og Hvælvinger – jeg har længe ikke seet noget saa Malerisk. –
Men jeg har nok skrevet længe, thi jeg føler en mægtig Hunger, det bliver nok bedst, jeg finder ned i Salen, der saavel som min Stue og alle Gange ere belagt med Steen.

om Eftermiddagen.
Udsigt eller Indsigt i Gjenbo-Huset fra mit Vindue i den smalle Gade.
Fra Stueetagen lyder Klirren af Metaller og Hammerslag, men jeg behøver ikke mere, end den lille Scene ude ved Døren paa selve Gaden, hvor Smedens Kone sidder nok saa net med sit Sytøi; at det er en Smed der boer siger mig den lille Dreng, som har en lille Fiilklo gjort fast paa det lille Bord eller Consol, der tillige tjener som Moderens Sybord, og der filer han alt, hvad han kan; det er hans Legetøi, det som Faderen kan give ham; de Ord af Hans Sachs, som endnu bestandig hænger fast i min Hukommelse, faldt mig ind:
jeg har ei valgt min Stand – jeg fødtes
i den, og alt som Lille nødtes
jeg ved min Faders Side til
at øve, hvad jeg agte vil!
– Første Sal stille, mørk, uudforskelig. Paa anden Sal kan jeg see en gammel grim Kone og en heel Deel smaae Træhjul, som ere stillede i en Halvkreds imod hende og dreie sig paa deres krumme Axe. •63• Hun har Traad, hun sysler med – det hele seer cabalistisk ud; hun er en Sibylle en Parce, der spinder Livets Traad – maaskee paa en her ganske sædvanlig Garnvinde! [tegning af den gamle kone og hendes væv] Nu vil jeg nok spørge mine ærede Læsere, om en saadan Indretning som denne styret af en saadan gammel hexeagtig Qvind, ikke nok kan gjøre een lidt alvorlig tilmode?
Paa tredie Sal, som jeg seer op til, som er en Qvist og som [overstreget: jeg] modtager et meget smukt Lys gjennem et Vindue i Taget, men desuagtet har et andet, hvor igjennem jeg kan see. For dette Vindue kan trækkes et Forhæng, men det er nu trukket til Side, og hele Baggrunden indtages af store, reenlige ziirlige Folder i et [overstreget: rø] lyserødt Sengeomhæng. Jeg kan see Enden af et Meubel, som ligner en Pult, og derved sidder Konen og syer; hun er ikke ganske ung, hun er vist 30 Aar, men meget net, kun forekommer hendes Paaklædning en Nordbo noget for let, den er utrolig let oventil, ganske hvid med et guult Tørklæde hængt løst over Skuldrene. Men Lyset ovenfra paa dette hvide og gule, paa hendes mørke Ansigtsfarve og Glandsen i det sorte Haar, gør det til et nydeligt lille Genrebillede, der vel var een af Marstrands Pensler værdigt. Der ovenpaa kommer Taget paa denne Maneer. [tegning af tagskæggets endeprofil] Man kan vist see •64• paa denne min Pens Over flyden, at jeg ikke har forstaaet at afvinde den interessante Side, men kjeder mig lumsk i ”la seconde ville de france” som en Herre igaar bebreidende lod mig vide, at Lyon var, da han fornam, at jeg ønskede at komme herfra ligeved Ankomsten hertil. Hvad Pokker – pfui! jeg mener: hvad kan det hjælpe, at det er den anden By i Frankrig, hvad kunde det hjælpe, om det var den første, naar jeg ikke forstaaer mig paa store Byer. De virke benouende paa mig, og min eneste Glæde har i saadanne paa Reisen været: at sidde paa mit eensomme Kammer og tegne eller skrive; idag er jeg uheldigvis ikke oplagt, hvad min Tegnebog klarlig viser og (see den 9 July Lyon) og træt af at skrive; men jeg vil dog prøve at fuldende, hvad jeg før begyndte at tegne paa. –
7 Fr. 80 Cent: i hôtel des generales
1 Drikkepenge og Tøitransport.

Chatolske Præster. Den første, jeg saae var paa et Dampskib ved Rhinen, en ung Mand med tyndt rødligt Haar, ziirligt klædt i sin lange sorte Frakke. Dernæst i Aachen 4 velfodrede joviale Herrer, som gottede dem ved Viinflaskerne. Paa Veien •65• fra Genf til Salenches sad jeg ved Siden af en ung katholsk Præst, en udmærket smuk Mand, ganske ung, men ellers meget lignende Pastor Øllgaard i Kjøbhvn. Han hørte jeg var fra Norden og gik til Rom, men det forekom mig, som jeg kunde mærke, at han behandlede mig lidt som en Kjætter; imidlertid kunde jeg ikke noksom glæde mig over hans Ydre. Senere har jeg i Schweitz seet mange af disse Folk, saa let kjendelige ved deres lange sorte Dragter; men de saae tit lurvede ud. I Aften spiiste jeg med en saadan Præst her i hôtellet, og fik en lang Passiar med ham; han fortalte mig om Avignon, og jeg kaldte ham bestandig: monsieur le curé meget høflig. Vi bleve ret velfornøiede med hinanden, og jeg undgik at komme paa religieuse Materier. –
Elskede Moder! Sidder Du endnu i Dit stille Kammer, og sænder Tankerne ud til dine Sønner? de kunne ikke finde Din Johan, Du veed ikke, at han er: her. Gud velsigne og bevare min gamle Moder!