2. okt. 1842

[tilføjet i margin:] Idag, Søndag den 2 Oct, skulde jo Dannebrogsfanen gjengives Armeen af Christian 8de

2 Oct.
Den 30 Aug gik jeg op ad Veien til Reerslev og saa tvers over Markerne til flere Steendysser som jeg tegnede Udkast af, blandt andre ogsaa Enden af den lange, steenkrandsede Høi, som Bønderne kalde Langbeen Rises Grav; den var hundrede og nogle og fyrgetyve Skridt lang og vel den største jeg har seet. Disse Tegninger er i min lange Bog. Den første September var det min Geburtsdag. Jeg erindrer at Ingemann et Sted yttrer: at de Mennesker, der fødes en Høstnat skulde allerede af Naturen have Hang til et alvorligt, tungsindigt Sværmeri – jeg mindes ikke hans Ord; men jeg har undertiden tænkt derpaa. For min Vugge blev ingen Kæmpeviser sunget, de have altid været Contraband i min Familie og min Kjærlighed til dem har ogsaa kun bragt mig Brødrenes Spot og Lystige Drillerier. Men henimod Midnat skal jeg være født, da staaer det store Stjernekors, Nordens Svane høit paa Himlen, er ikke Svanen Sangens Fugl og dette Stjernebillede mit kjæreste; jeg kunde gjerne tro at Stjernerne dog kunde have Indflydelse paa os Mennesker, idetmindste var det en smuk Overtro i Middelalderen. Seer jeg til Brødrene, jo Honoratus skulde vel være den eneste, der med mig fik denne Forkjærlighed for vor Historie og Poesi, denne Trang til i Malerier og Tegninger at udtale min Kjærlighed til Fødelandet og en heel Deel Lyst til at lytte til det Eventyrlige og Gaadefulde. Jeg har fra Barn af havt Hang til disse Glæder, og derved staaet keitet og daarlig blandt mine Brødre, der sjældent kunde faa mig til at lege Soldat o. s. v. saa, har jeg end ved min Omgang som Voxen udviklet denne Tilbøielighed, er den dog oprindelig opstaaet i mig selv. Jeg mindes fra min tidlige Barndom, at jeg med Moder kom paa Komedie og saae Stykker som Svend Grathe, Erik den Syvende, Erik og Abel og det kjære Hans Sachs senere, hvad Rolle spillede det ikke i mine Drømme. Som Skoledreng tegnede jeg efter Ingemanns historiske Fortæl- •65• linger, og sagde trøstigt, at jeg vilde være Historiemaler, før jeg vidste hvad det vilde sige – nu vilde jeg være glad ved at kunne male Dyr! nei, der hører meget til at gjengive de store Karakterer, man maa da selv have Karakteer og min er temmelig farveløs. – Men denne sidste 24aarige Geburtsdag – Det var samme Dag Qvægmarked i Slagelse og den gamle Jomfru Bona havde bedt mig tilbringe Dagen hos hende, da jeg fra Vinduerne kunde see den hele Forsamling af Heste, Folk, (drukne og ædrue) Køer, Stude o s v. Jeg kjørte da tidligt dertil med unge Neergaard og Schnegelsberg og gik snart efter Ankomsten til Slagelse ud ad Veien til Korsøer for at see Hellig-Anders’s Kors; jeg fandt det da paa Høien og glædede mig over den fromme Overtro, der endnu bevarer det og Mindet om den gamle Præst. Jeg tegnede det og vendte hjem til Byen, hvor Chocoladen ventede os, min Kop stod midt i en yndig Blomsterkrands, som Caroline Bona havde flettet mens jeg var borte. Nu tegnede jeg nogle Stillinger af Rytterne nede paa Torvet, og da jeg havde spiist til Middag hos Schnegelsbergs Familie, gik jeg med Jomfru Bona til det deilige Ættebjerg, hvorfra jeg ogsaa har et Udkast i min lange Bog og derfra om ad Veien til Stedet, hvor det gamle Antvorskov stod; men Bonden gjemte dit Minde trofastere, Hellig-Anders! end Herremanden, hiin vedligeholder dit Kors og troer at Du saalænge han bevarer det seer kjærligt beskjærmende til Egnen – denne nedbrød Slottet eller Klosteret til den sidste Steen, opbrød Grunden og jævnede Banken pænt. Da vi atter kom tilbage steeg vi tilvogns og kjørte tilbage til Vedby, hvor den kjønne Krands dog holdt sig i flere Dage. Den 2de Sept vare vi alle om Formiddagen ude hos Peter Neergaard paa Buskysminde, der var Theodor og Herr Fritz fra Kragerup. •66• Den fjerde |tredie| September var det, at de to Louiser og jeg om Eftermiddagen gjorde den smukke Spadseretour til Deiligheden, og den 4de som var en Søndag var bestemt til en Tour til Vognserup. Jeg glædede mig alt til at see Honoratus; men paa Linholtsgaarden hos Hr David kom Theodor ridende til os og sagde at Forpagter Neergaard var samme Dag reist til Jylland. Nu blev der stor Forstyrrelse Theodor, Peter Neergaard og Schnegelsberg kunde ikke blive enige om, hvor de vilde hen. Hvergang jeg skulde yttre mig, sagde jeg kun: jeg vil til Holmstrup! – Da de andre ikke kunde blive færdige med Aftalen tog jeg Afskeed; Theodor fulgte mig uden for Gaarden og var ganske forbauset over min Plan, han tog det meget alvorligt og lod endog de Ord falde: ”ja, Johan! Du er jo et voxent Menneske, og maa vide, hvad Du paatager Dig, men du kommer saamæn ikke til Vedby i Aften; jeg gad ogsaa see den Bakke, der skulde bevæge mig til at gaae en halv Miil”. – Jeg havde en halv Miil til Holmstrup, deilig Vei, over Benzonslund, som ligger deiligt og da jeg naaede Byen var der netop Gudstjeneste, saa jeg kunde ikke see Kirken, men gik først ud paa Bankerne og jeg glædede mig over den henrivende Udsigt mod Skarre Sø og Skovene derom. Jeg begyndte en Tegning, men neppe havde jeg sat mig ned før jeg fik de første Draaber af en dygtig Regnbyge. [tegning af Lundbye siddende i regnvejr med sin pibe og sin lange bog] Jeg skjød Hatten ned i Nakken, lagde Bogen, Piben og Tobakspungen i Læ for ved mig og blev siddende ubevægelig, jeg maatte jo holde den Plet tør, hvorpaa jeg skulde sidde. Ak! hvad hjalp vel det, alt det Øvrige blev vaadt, thi den slemme Byge haftede ikke før der næppe var tør Trevl paa mig. Dog, Solen •67• kom atter frem og varmede og tørrede mig; jeg tegnede et Udkast der fra Banken, strøifede lidt om og vendte tilbage til Byen, hvor en Hjælpelærer ved Skolen, en net ung Mand, hvis Navn jeg har glemt, viiste mig Kirken, der var meget anseelig. Hvad der slog mig var den store Brede, de 4 Rader Stole, det er sjældent i en Landsbykirke. I Choret vare nogle smukke Kannikestole og under en lille løs Klap i Alterbordet skal gjemmes et lille Been af Sanct Søren, som skal have bygget Kirken. I en lille Sidebygning vare to vellukkede Skabe, hvor opbevares tvende gamle Stager, et itubrudt Røgelsekar og en ganske deilig Alterkalk af forgyldt Sølv med smukke Forziringer og Munkebogstaver paa. Jeg skammer mig ved at maatte see paa alt Sligt uden at kunne have nogen egentlig Mening derom og endnu vanskeligere er det da for mig at have nogen Mening om hele Bygningen, dog troer jeg ikke den er saa gammel, som en Bonde forsikkrede mig den første Gang, jeg kom gjennem Holmstrup, han sagde nemlig, da han saae at jeg vendte mig om paa Vognen for at betragte Kirken: ”ja, den er gammel og har Staaet Syndfloden over”. Hillemænd! tænkte jeg, og kunde dog ikke beqvemme mig til at gjøre ham opmærksom paa Urimeligheden i denne Mening. – Jeg gik ned til Bro Mølle, hvor jeg nød mine Æg, min sædvanlige Spise paa saadanne Toure, tegnede et løst Udkast af Udsigten eller Opsigten fra det lavt liggende Huus og gav mig paa Veien til Vedby, hvortil jeg havde lidt over en Miil. Det var denne Vandring, der forekom Theodor, der dog har kjendt andre Anstrængelser end jeg, som uoverkommelig, men saa vant er man paa Landet til at raabe: Spænd for! – Jeg kom til Vedby omtr: Kl: 6. – •68• Den 5 Sept gik jeg om Eftermiddagen til Sobjerg Banke, hvor man har en smuk Udsigt, og derfra til Korset ved Conradineslyst, hvilket jeg tegnede og benyttede senere her i Byen den Tegning til det foran indheftede Træsnit. Den 6 Sept tegnede jeg nogle Dele af den deilige Steenkreds som ligger lige ved Indkjørselen til Konradineslyst. Onsdag den 7 var den sidste Dag jeg var i Vedby. Et Par Gange var jeg gaaet til Kragerup at besøge Theodor og hvergang var jeg ogsaa oppe hos Eierinden, Fru Dinesen, en meget vakker Kone. En Eftermiddag var jeg i Sorø med Assessoren, og besøgte der først Ingemanns, saa Kirken og dernæst Prof. Hjorts. Fru Ingemann er dog et mærkeligt Væsen, er end al hendes Stræben sygelig saa er den dog mageløs reen, og jeg har aldrig seet et mere tankeriigt Blik end hendes. Hendes Øine ere vist brune; men jeg maatte dog tænke paa Ingemanns Ord:
I Øiets Havdyb med sortblaa Grund
Laae Dybsinds Perle paa klare Bund.
Det er som deres Liv har naaet, hvad Livet kan naae af Værdi her paa Jorden, saadanne seer det ud for et fremmed Øie, og siger han ikke selv:
kun femten Timer hos hende!
men Verden har kaldt dem – Aar
Kirken fik jeg et deiligt Indtryk af, men Enkelthederne kunde jeg ikke nyde, deels var det for mørkt til at see den deilige Altertavle rigtig og deels var Tiden for knap. Jeg saae dog Absalons Grav og Brudstykket af Liigstenen over den unge Kong Oluf. Jeg saae ogsaa et Glimt af den moersomme Fremstilling af Samson, der vælter Templet om. Nu gik jeg omkring Kirken og frydedes over den høitidelige Fred, som de høie Linde-Træer udbreder over Pladsen deromkring. Jeg har virkelig ikke i nogen By seet noget saa Smukt som denne Plads mellem Klosterporten og Kirken. Hos Prof. Hjort saae jeg mine smaae Venner igjen og to Malerier, som interesserede mig; nemlig et Land- •69• skab af Sachseren Friedrich og et Hoved af Henrik Hess. Nu kjørte vi hjem i [overstreget: bælne] Mørke og var to Gange meget nær ved [at] vælte paa de smalle Veie. Hvad Dag det var at jeg gjorde denne lille [overstreget: yndige] Reise kan jeg ikke mere mindes, og denne Dag vil jeg dog aldrig glemme, da jeg første Gang besøgte Ingemann, ”Skjalden efter Danmarks Hjerte” i hans yndige Hjem. – Den 8 Sept om Morgenen Kl: 10 omtr forlod jeg Veedbygaard. De to Louiser ledsagede mig til Korset. [tegning af Lundbye, der går i modvind med spadserestokken i hånden og bærende på sin pibe og den lange bog] Omtrent saaledes begyndte jeg [overstreget: mit] |et| Brev til Louise Lundbye, for at underrette hende om, hvordan den store Fodtour vilde gaae af. Jeg havde nemlig besluttet at gaae til Roeskilde og iværksatte ogsaa denne Plan. Det var en Torsdag, at jeg gik fra Vedby, Blæsten havde jeg imod, og jeg antog derfor en mere og mere krummet Holdning, men gik dog rask fremad uden at hvile. Ved Munkebjergby tog jeg feil af Veien, og for at rette dette maatte jeg gaae først længe over stenede Stubmarker og senere over Enge med høit Græs og brede Tvergrøvter. Jeg gik ind i et Huus og spurgte om Vei og bad om lidt at drikke. Konen sagde: ja, vi drikke Vand –. Jeg svarte: det kan ogsaa jeg, og derpaa tog hun et lille fiirkantet Trætrug med et Hul i Bunden, lagde en Klud over dette og siede derigjennem det langtfra hentede Mosevand. Denne Drik raktes mig i en guul Leerskaal, hvis stærke Farve dog svækkedes betydeligt paa den Deel som laae under Vandfladen!!! Den gode Kone gav det jo saa godt, hun kunde – jeg drak og gik videre.