25. maj. 1842

25 May
Jeg gik ved Solnedgang ud til Kalkbrænderiveien; i Haven til Rolighedsdal sang en Nattergal saa yndigt. Jeg satte mig paa det lave Rækværk af den lille Bro og lyttede til disse rene, fyldige Toner, og da jeg reiste mig for at gaae maatte jeg flere Gange vende tilbage, jeg kunde ikke løsrive mig derfra. Der er noget deiligt i vor Kjærlighed til Fuglesang og Fugleqviddren, det er et af de faa fælleds Berøringspuncter for de meest forskjellige Mennesker. Med hvilken Glæde hører vi ikke Efterretningen om Lærkens første Sange over den frosne Jord, hvor glade er vi ikke, naar vi hører Gjøgen kukke første Gang eller den første Stork kommer fra Syden og Svalen. Hvor deilig er ikke Bondens Tro til [overstreget: diss] Storken, som en Guds Fugl, der bringer Lykke under det Tag, hvorpaa den bygger sin Rede. Jeg holder meget af Fugle, jeg holder meget af alle Dyr. – Idag har jeg faaet mit store Lærred opspændt og stillet tilrette i min Stue; længe har jeg siddet og betragtet den store hvide Flade og malt Stykket i Tankerne, det blev deiligt, saa deiligt, at Beskueren maatte studse derover, saa Forfængelighedsdjævelen aflægger mig endnu bestandig sine Visitter. –