21. jun. 1845

Løverdag 21 Juny Mannheim
26 Kr alene for Tøiet af og paa Dampskibet.
17 – for Kaffe om Morgen Kl 5, da vi kom til M:
21 – Billet til Heidelberg
6 – for et Schein for mit Tøi
58 – i roi de Würtemberg
24 – oppe paa det gamle Slot; de tolv til en yndig Pige, som viiste os det store, vidt bekjendte Viinfad, som interesserede mig langt mindre, end den nydelige Pige. Jeg er da også passeret ved Rhinen baade Astmannshausen og Johannisberg og Hockheim, men uden mindste Rørelse. Mannheim, som jeg imorges tidligt kjørte igjennem i en Omnibus [i margin: 12 Kr / 2 Guld 44 Kr. Summa] fra Dampskibet til Banegaarden, er rigtig nok ved første Øiekast nedrig kjedsommelig; Baggesen har i sin Labyrinth givet Een et meget godt Begreb om denne retvinklede Stad,
[skrevet lodret:] som man egentlig
[skrevet vandret:] kun kan beskrive
[skrevet lodret:] paa denne Maade.

•55•
Jeg har i flere Timer vandret om oppe i den prægtige Ruin, som man behøvede mange Dage for at see til gavns. Ieftermiddag gaar jeg paa Jernbanen til Strassburg, hvor jeg bliver ene, jeg mener uden noget Bekjendtskab, da Rhoterts her vender om og gaaer igjen langs Rhinen til deres Hjem ved Osnabrück. Det var et Par vakkre Folk, som jeg meget vil savne, jeg havde nu alt vænnet mig til deres Selskab; og nu glipper det nok snart med det Tydske, hvordan i al Verden skal det gaae med det Franske og senere det Italienske? Her ved Ruinen var jeg da ogsaa ved Foden af det store runde Taarn, som er sprængt med Krudt, men hvoraf et stort Stykke ligger heelt endnu i Borggraven. Der er meget rindende Vand, som et Sted springer ivejret, et andet Sted falder ned, og Heidelbergs gamle Ruin kan ikke prise sig lykkeligere end mangen anden Plet, der burde være for god til Gartnerøvelser; men vort Gurre er dog værre behandlet – men ogsaa saalangt lettere ødelagt –

•56•
Kehl. ankom Kl 9.
See nu har jeg idag reist en 20 tydske Postmiil og dog været fra 7 i Morges til 4 Efterm i Heidelberg.
3 Gyld Billet til Kehl (Strassburg. Dampvogn,)
6 Kr en Kop Kaffe i Heidelberg.

Nu har jeg sagt Rotherts Farvel og befinder mig nu først ret ene, nu, da jeg er langt fra Hjemmet, da Fransk høres mere og mere, da vil det først vise sig, hvordan jeg vil tage mig i det. – Paa Veien hertil havde jeg fra Carlsruhe af, men især ved Rastadt, de deiligste Egne for Øie. Schwartzwald er dog langt deiligere, end Rhinen, og har Ruiner som den. Paa flere Bjergtoppe saae jeg saadanne Levninger, men i lang Afstand; ved Solnedgang var det mageløst, da Toppene rødmede og glødede, hvor hist og her den røde Steen selv stak frem; vidunderlig deiligt var det Strøg. Münsteren har jeg alt seet i Skumringen. Imorgen!