Johan Thomas Lundbyes dagbøger
15. jun. 1842
15 Juny.
Hvad savner jeg, hvorfor er jeg bedrøvet? hvormange er der ikke, som holder af den muntre, godmodige Johan Lundbye – men der er ikke een, som bryder sig om hans Kummer. Midt iblandt Slægt og Venner føler jeg mig dog ene, Ingen agter paa den lønlige Kamp. Ingen vil stille den dybe Længsel. Vilde jeg altid spøge, da var man tilfreds med mig, med et bedrøvet Ansigt bliver jeg utaalelig, og de betragte mig med Ligegyldighed. Og jeg selv betragter mit Væsen med Ligegyldighed, er jeg ikke svag og flygtig, hvad er selv mine bedste Drømme, jeg kunde ønske at jeg aldrig havde nedskrevet et Ord om Louise Neergaard, at jeg aldrig havde seet hende, jeg svage Stakkel har ikke Lov til at tænke paa at knytte Nogens Skjæbne til min. Og dog lever der et Haab i mit Indre. Kunde jeg aabne mig for en kjærlig Pige, vilde hun trøste mig i min Sorg og dele min Glæde, da vilde der opgaae et nyt Liv for mig. Ja, et nyt Liv, men ikke dog det rette, det der kunde begynde strax, i denne Time, naar jeg havde Kraft til at overvinde mig selv, det Liv der er en Begyndelse til Himmelens Salighed, fordi det skjænker den Retskafne, der lever det Fred med sig selv. Naar jeg nogen Tid kan være tilfreds og glad, da vaagner jeg dog altid igjen til Bedrøvelse, og, Gud forlade mig det! jeg har tit ønsket jeg var død, især naar unge Mennesker bleve revne bort, og man er sørgende derover, da har jeg altid tænkt [overstreget: at]: det var dog en lykkelig Lod at døe førend Synden havde grebet os. Dog kan jeg ikke tænke mig, at jeg tidligt skulde dø, jeg er i det Hele taget stærk og sund, og meget, meget maa jeg gjennemleve inden der kan komme saadan Ro i mig, at jeg kan siges at være moden eller kun ret beredt paa Døden. – Gid da Tiden rulle hen med Lynets Fart, lad den kun [overstreget: ælde] fare hen og Lidenskaberne med den. Som Gammel skal jeg da maaske have nogen Glæde, maaskee spottende betragte et spildt Liv, ligemeget – nogle Erindringer ville dog være tilbage om bedre Tider, da jeg var god, dem fra min Ungdom. Jeg vil neppe nogensinde kunde glemme det lille Vennesamfund; hvori jeg var optaget og som har virket saa stærkt paa mig til mit Gavn, jeg vil neppe nogensinde kunde glemme Bænken i Dyrevænget i Vedbygaards Have, den ved Blegepletten. O, havde jeg den Morgen truffet hen- •33• de, da havde jeg nu havt Vished og maaskee havt et gladere Aar. Elskelige Pige tilgiv at jeg i min Uro altid henvender mine Tanker til Dig, jeg maa have et Navn, som jeg kan klynge mig til; Navn er kun en |tom| Lyd, og ligesaa tom er min Sjæls bedste Glæde.
Fakta
PDF15. jun. 1842
Dagbog A, side 32-33
Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°
Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 76-77; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 81-82
Kredsen havde ud over Lundbye selv bestået af malerkammeraterne Lorenz Frølich og Thorald Læssøe, de to teologistuderende Julius Th. Hedermann (1821-1841) og Georg Steenberg (1820-1860) samt den jurastuderende Dietrich Brandis.
Louise Neergaard (1816-1895).