Johan Thomas Lundbyes dagbøger
13. jun. 1842
13 Juny
Det er idag et Aar siden min Fader døde; hvor hurtigt er det ikke ilet hen uagtet det var mit tungeste. Det bragte nogle sande Glæder, men flere Sorger. Det har været et af de tunge Aar, som vel modne os, men gjøre os tillige ældre og bittre. Gud give mig kun Kræfter til at stride Striden til ende, og jeg skal ikke klage. ”I Tidens Fylde sender Gud sin Søn i Hjertet. Naar er Tidens Fylde? Den er der, hvor Tid ikke er – hvo som midt i Tiden har sat sit Hjerte i Evigheden, i ham er Tidens Fylde”. Saaledes siger den gamle Munk, Mester Eckart, og jeg troer ham; men hvormangt et jordisk Ønske har jeg ikke, ja, gaaer ikke min hele Tragten ud paa Lykke efter min Forstand her? Skal jeg først faa Fred i mit Hjerte, naar hvert jordisk Ønske er qvalt? Gode Gud! skabte Du da ikke denne skjønne Verden for alle Dine Børn?
Fakta
PDF13. jun. 1842
Dagbog A, side 31
Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°
Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 76; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 81
Oberst Joachim Theodor Lundbye (1778-1841).
Mester Eckart, (ca. 1260-ca. 1328), tysk mystiker.