18. jun. 1842

18 Juny
Igaar, den 17, var det Moders Fødselsdag. Vi vare Alle paa Jægersborg, og havde der en rar Dag. Imorgen gaaer Skovgaard og jeg ad Jægerspriis til, hvorhen jeg maa for at gjøre nogle Studier. Jeg glæder mig ret til denne lille Reise; maatte den kun bringe mig gode Frugter. Da min Kammerat kun er svag i denne Tid, da hans Bryst er angrebet vil det gaae langsomt, men jeg glæder mig dog til den kjære Vens Selskab, da en saadan Reise [overstreget: ene] ikke ret vilde smage, naar jeg skulde være ene. Naar jeg saaledes har gaaet flere Mile ene en Dag, uden at have Nogen at tale med, dele min Glæde med, da bliver jeg saa vemodig tilmode, helst ved en Anledning som denne, da jeg skal gjøre Studier til det Maleri, hvorpaa saa meget beroer. Som Maler trænger jeg til at vise, hvad jeg formaaer; jeg har længe nok staaet i Stampe. Maaskee ogsaa et saadant Arbeide kunde anbefale til Reisepenge til Udlandet. Men ogsaa for det blotte Udkomme maa jeg sørge; jeg tærer jo hver Dag paa min lille Kapital som mit sidste Stykke bragte mig; naar den er smeltet og mit store Stykke ikke kan skaffe mig Penge, hvad skal jeg da leve af. Det er sorte Udsigter, men jeg vil ikke tænke derpaa, dem vil jeg beholde mit Liv igjennem! jeg maa blive fortrolig med den Tanke at Armod er min Lod i Livet, der skal jo Nogen være fattige. –
Jeg kommer netop nu fra Moder; hun sagde mig saa kjærlig Farvel, bad mig være forsigtig paa Reisen, ak Moder! hvorfor kan ikke Din Kjærlighed være mig nok? Din Kjærlighed og mit Arbeid –
Skovgaard skal inat ligge i min Seng, og jeg vil sove paa Sophaen i min Sloprok, kunde vi kun tidligt vaagne, at vi kunde komme gjennem Byen mens den er tom. Jeg vil [overstreget: paa] i disse Dage glemme Pengesorger og Alt, hvad der kan trykke, kun ret hengive mig til Nydelsen af vor skjønne Natur, ja, glæde mig selv derved at jeg gaaer og ikke sidder mageligt i en Vogn. Gid det var Dag. –