13. jul. 1845

[overstreget: Havnen] Rheden ved Livorno 13 July omb: [i margin af s. 73: Søndag]
Jeg havde ventet at see mere Land igaar; en stor deel af Dagen havde jeg kun Himmel •73• og Hav; men det sidste saa deiligt, at man ikke kunde blive kjed af at betragte det. Henad Eftermiddag blæste det op og vi fik mange Syge; det var en Ynk at komme ned i Kahytten og høre og see, hvad der passerede. Jeg har aldrig været paa Søen i en saadan Blæst; det store Skib vippede som en Nøddeskal. Jeg tog en fast Plads, liggende i min Kappe ved Rælingen, men i min bedste Ro skyller en Bølge ind af en af Spygatterne, jeg ikke havde bemærket i min Nærhed, og overskyllede mig. Angaaende Havets Farve, da var det i Begyndelsen, og navnlig, hvor den tykke Kulrøg reflekterede, af en Farve saa blaae og reen, som den dybeste, kraftigste Ultramarin; men idag her paa Rheden ved Livorno er det ganske blakket graagrønt. Livorno har intet videre indbydende Udvortes, jeg længes efter at komme videre. Vi ankom her iaftes henimod 10, og passerede omtr Kl 7 en lille Ø: Gorgone, en eenlig Klippe med en lille Besætning af Soldater. –
Pasagerne ombord: Biskoppen af Marseille, som blev modtaget her med megen Ærbødighed og fulgt af flere Geistlige, som alle skulde kysses til Afsked paa begge Kinder. En Skilvagt med et spyd blev stillet ved Opgangen, da han kom og gik (idag). Hans Dragt var den sædvanlige lange sorte Kjole med Guldkjæde og Kors, samt •74• Guldsnore paa Hatten; hans Strømper og Handsker vare af den fra Raphaels Malerier bekjendte, dybe violette Farve. Han havde graat Haar og var en kjøn, høi mager Mand. – En Græker med sine to Døtre, der komme fra en Pensionsanstalt i Frankrig, og ganske rigtig, aldeles uvidende om deres Fødeby Athen. De have begyndt deres Opdragelse i Constantinopel, og fuldendt den paa fransk. De vare kjønne, men flaue, især den ældste. Den yngre, ulige livligere af Udseende havde det deilige Navn: Penelope. – En simpel, fransk Familie, som førte to smaae Børn med, havde for at hjælpe paa deres Pleie en ganske lille Pige; men hun skal sandelig omtales her; thi et mere velsignet, rødmusset Barneansigt har jeg sjældent seet. Hun var min Gjenbo ved Bordet igaar, spiste i al Beskedenhed det stykke Ommelet, som Herskabet gav hende med Brød, og reiste sig derpaa fra Bordet. Og imorges, da jeg sad og drak min Kaffe, faldt mit Blik tilfældigvis gjennem den aabne Dør til et af Lukaferne, og hvad skulde møde mine Øine, hendes brune, omskyggede, venlige Øine, af samme Slags som den •75• lille Georgia Schauws i Kjøbenhavn. Men denne var kun 8-9 Aar, den elskværdigste Alder troer jeg for unge piger. – En Spanier er min Nabo ved Maaltiderne, som kun taler spansk og italiensk, og da han vilde vide, hvorfra jeg var, kunde det ikke skee ved Ord, ikke ved Gestus, men jeg maatte med Gaffelen tegne Europas Kort paa Dugen og nævne Landene indtil jeg kom til Danmark, som han dog kun kunde forestille sig som engelsk. – Her er et Par italienske Bønder, foruden adskillige andre Italienere, men især de to i deres brune Dragter slænge dem saa malerisk paa Dækket hist og her, at det er en Glæde at see. – Og saa min Ven, Tyrken, som jeg har tegnet; han kan, troer jeg, slaa Knuder paa sit Legem, og ikke gaae, staae, sidde eller ligge, uden at være en Malers hele Opmærksomhed værd. – Her er en fransk Maler, og skjøndt han ikke har noget meget venligt Væsen, saa bygger jeg dog et svagt Haab paa ham, angaaende lidt Hjælp, naar vi imorgen ankomme til Civita Vechia. Han har kjendt adskillige af vore Kunstnere, ogsaa Jerichau og Bottomly.

•76•
Søndag Aften endnu altid ombord.
Kl 6 omtr vare vi ved Elba; vi gik nemlig først Kl 2 fra Livorno; og imorgen tidligt skulle vi være i Civita Vechia. Altsaa endnu imorgen skal jeg vel see Rom. I hvilken ynkelig Forfatning ankommer jeg dog der! Mit Haab staaer til Vennerne, gid de ere der endnu; men de ere sagtens i Bjergene, hvad da? Dette Spørgsmaal skal ogsaa løses – og dermed Godnat! –
12 Fr 10 Sous. Fortæring og Drikkepenge ombord.