13. apr. 1845

Søndag 13. April.
Mine Urtepotter.
Jeg har 4 Urtepotter. I den første er en Rose, der vel sætter Blomsterknupper, men disse blive aldrig til Blomster, og dog holder jeg meget af den, dens grønne Blade, dens friske, brunlige Skud, dens hele Form har gjort mig stor Glæde. I den anden staaer den Fuxia, som jeg fik i 1839 af den gamle Conferenzraad Brandis; denne holder jeg meget af og vilde gjerne gjensee, naar jeg kommer tilbage engang. I den tredie er en Bregne, som i disse Dage er skudt op, underligt sammendreiet i en Spiral ligger det deilige Blad, endnu omgivet af en bruun Kapsel. Hver Dag kan jeg see Forskjæl paa den, og snart vil den vel udfolde det palmeagtige Blad i Solen. Den fjerde – det er en ganske lille Urtepotte, hvori kun staaer en vissen Stilk. I Leeret er indgravet: 2 Juny 44. Den fik jeg af hendes Broder den Dag, da Ordet gik gjennem min Mund, den Dag, da jeg sidste Gang hørte hendes Stemme. Det var en Aflægger af en Fuxia, men den visnede strax, visnede som mit Haab, men jeg har aldrig nænnet at kaste den bort. Nu vil jeg gjøre det, men gjemme Urtepotten. Som denne Stilk ligner min Kjærlighed, skal jeg saaledes ligne Rosen, der vel skyder Knupper, men aldrig blomstrer? Men Du, gamle Fuxia! skyd Du Dine Blomster og lad dem atter drøsse paa Jorden, lad dem skyde og falde hvert Aar, mens jeg er borte; men gjem saamegen Kraft, at jeg end engang kan see de røde Bloddraaber aabne sig og vise det violette Bæger – glæde mig end engang, naar jeg atter gjenseer Danmark! –