12. apr. 1845

12 April 45. –
Jeg bliver blød om Hjertet, naar jeg tænker paa, at den Tid er ikke fjern, da jeg skal sige Farvel til Danmark, til mange Mennesker, jeg dog fik kjære. Vil ikke Længsel efter Fødelandet betage mig og gjøre mig uskikket til at nyde Godt af Reisen? Lad mig stedse mindes: at det er netop denne Færden blandt vildfremmede, som jeg trænger til, lad mig kun lide derved, det er jo det jeg skal. Der er jo Ingen, siden min Moder, som vil savne mig; med der er dog vel Nogle, som vilde mindes mig. Stille! kan jeg da aldrig opgive den Tanke: at jeg har en Vexel, der lyder paa Kjærlighed og Lykke i Livet, aldrig glemme, at den blev ikke respecteret, og kan jeg aldrig lære, at Kunsten bør være min eneste Elskerinde, med hvem jeg først maa avle Børn, der arte dem vel og bære Vidnesbyrd om, at de stamme fra en Fader, der er en Piges Kjærlighed værd. Kan det skee, og dertil er jo denne Reise et Middel, da, o da flyver tilbage til det elskede Fødeland.