24. maj. 1846

24 May 46 Florenz.
Igaar var der en stor Fest paa Cascino, men ved slige Lejligheder mærker jeg dog min Eensomhed. I den mylrende Mængde gik jeg taus og mørk, glad naar en Herre bad mig tænde ved min Cigar, eller naar jeg kunde vise den Opmærksomhed at rykke lidt tilside for Nogen, der vilde sidde hos paa den lave Muur, hvor jeg havde mit Sæde, og hvorfra jeg nød min æstetiske Glæde af Festen ved at betragte Alle tilstedeværende, Mennesker og Heste, som mine Modeller. –
Om 8 Dags Tid reiser jeg vel. –
Idag kom Brev fra Lorenz; han spaaer mig, naar jeg vil fortsætte min kunstneriske Stræben: at jeg skal blive en Steen i Bygningen, og ikke komme mellem Fyldekalken. – Gid han havde Ret; men naar jeg betragter den uhyre Masse af nette, talentfulde, elegante Productioner, som kommer frem, da synes det vanskeligt stundom at undgaae Middelmaadigheden. Jeg synes at have gjort Fremskridt, men Alt er behandlet, Alt er oppløiet; hvem siger nu at en klodset Behandling af et Stof, som alt findes benyt- •33• tet paa en ziirlig, routineret Maade, at det tør have større Fortjeneste. Dog, det er kun øieblikkeligt, at sligt kan slaae mig, det er det visse Tegn paa Ægthed, at man har Lyst til at see om igjen paa et Kunstværk, og dem, jeg har Lyst til stedse at vende tilbage til, dem vil jeg nu som altid danne mig efter, saa faaet det gaae som det kan. –
En af de store Hemmeligheder i Coloriten er maaske: Skyggernes Behandling; at kunne see og give Farve ligetil de største Dybder uden at blive sort. Der er talt saameget derom, og dog blev det mig først ret klart ved at see de gamle Venetianere; jeg har hos Paul Veronese seet, at hans dybeste Skygger vare kun brændt mørk Okker, man troer det slet ikke før man gaaer ligetil og netop undersøger, hvad Farver, der ere brugte. – Lad mig dog mindes dette ret levende! Halvskyggen kan gjerne være kold, graa o s v, kun i den egentlige Dybde vogte man sige for den sorte Farve, der saa let bliver død.