24. jun. 1845

Tirsdag 24 Juny
Neufchatel ankom Kl 8 Aft.
Med Fordom kom jeg til Rhinen – med Forkjærlighed til Schweitz. Enten jeg nu har ladet mig lede af disse Følelser eller ei, saa er jeg dog bleven ved dem; thi hvor bliver Rhinen af i Hukommelsen alt ved den første Dagreise i Schweitz. Og hvor lidt kan man stole paa Beretninger: Rhinen er udraabt af Alle for sin Skjønhed og den Tour, jeg har gjort i dag, har jeg kun hørt om, at man trøstig kunde kjøre der, der var Intet videre at see. Jeg er af lige modsat Mening: Jurabjergene, som Veien følger, og til deels er med Krudt sprængt igjennem, have en langt vildere og mere grandios Natur, end Rhinbjergene (Taunus) som hele Veien ere kujonerede af Vinen, der her kjønt maa nøies med Kroge og Skraaninger, der indtage en saare ubetydelig Deel af de vældige, næsten lodrette •71• Klippemasser. Og saa hvor yndigt var det ikke at see en klar grøn Aa, snart løbe rolig hen, og snart skummende boltre sig mellem Klippeblokke, ja, imellem styrtende skumhvid og brusende ned i smaa Fald. Jeg var i høi Grad imponeret af denne Natur, saameget mere som jeg slet ikke havde ventet noget lignende; [overstreget: men] vi passerede Laufen og jeg troer Munster, hvor vi spiste til Middag, jeg for første Gang ved table d’hotes 2 Fr.
De øvrigt Udgivter idag Drikkepenge, Øl, lidt Brød og Tøitransport omtr 1 ½ –
Men videre, vi kjørte nu ned ad en prægtig Vei til Biel, og hvad seer jeg: i det Fjerne laa Alperne, den Kjæde, hvortil Jomfruen hører, og hun var der, det Bjerg, hvis Beskrivelse, alt fra jeg læste Baggesens Labyrint som Barn, har klinget saa deiligt i mine Øren – denne høie, hvide, aldrigbetraadte Jomfru skulde først hilse mig •72• og hun var i godt Selskab: Finsteraerhorn, Schreckhorn og Munken og en heel lang Række, ganske lyse fine blaae med glimrende hvide Toppe. I Biel fik vi en anden Vogn, og jeg satte mig ganske ene oppe paa Kabrioletten, øverst oppe, hvor jeg havde en prægtig Udsigt; hvad havde jeg ikke tabt før i den lukkede Æske. Og nu var mine Øine næsten ufravendt rettede mod den stolte Kjæde, som jeg henad Solnedgang saae rødme og gløde, da den øvrige Egn alt var heelt i Skygge og tilsidst blegne og hylles i Dunkelhed, da Solen var borte. – Men jeg glemte heller ikke Forgrunden; vi kjørte langs Bielersøen, en mageløs Tour, som man vanskelig kan betragte som en Reise; for mig var al Reisetræthed forbi, jeg kjørte kun en Tour, saa deilig, som •73• den nogensinde er budt mig. Allevegne vare Pigerne beskjæftigede i Viinhaverne med at binde Planterne op; paa Søen saae man lang- og spidsnæsede Pramme stærkt læssede med Hø, som saaledes bragtes hjem: Acasier og Ahorn, Valnød og Kastanie, Viin og Roser, Epheu og yndige Markblomster, som nu alt have en ganske anden Karakteer, end hjemme. Alt dette afvexlede i rig Mangfoldighed. Søen havde den deiligste blaagrønne Farve, næsten ligesaa kjøn som Sandbunden i Havet hjemme, dog, saa klar er Farven ikke. Tilhøire de bevoxede Jurabjerge, med den graa Steen tittende frem hele Veien, tit i vilde, phantastiske Former – de fjerne sneebedækkede Alper, hvis Farve var mageløs deelt mellem en uforlignelig blaae og en lige saa deilig rødguul, hvor Sneen blev belyst af Solen – det var •74• sandelig et mageløst Syn! Neufchateller Sø er ligesaa smuk, saa jeg tør nok sige: at jeg aldrig har gjort en saa deilig Kjøretour. – Der var saa mange enkelte Ting, jeg vilde skrevet op, men jeg formaaer det ikke, jeg er for træt og maa nøies med at huske det Væsentligste. Dragt, Seletøier, Brønde, Brolægning i Basel, Svalegange, Agerdyrkning med Frugttræer allevegne midt i Sæden o. m. a. som jeg gjerne havde noteret. – Jeg er her i Hotel du faucon.